Sankt Knud den Hellige
Af Rolf Slot-Henriksen
Grundlovsforeningen, Dansk Kultur / danskkultur.dk
– helgendag 10. juli
Dansk konge 1080-1086.
Levnedsskildringen og mirakelfortællingerne blev i året efter hans død forfattet af Ælnoth.
Allerede i 1095 ansås Knud for helgen, men blev først kanoniseret i 1101.
Legenden skildrer Knuds barndom og ungdom, hans kongegerning i almindelighed, hans martyrium og hans skrinlæggelse.
Skildringerne af barndommen og ungdommen følger det gængse skema fra bekenderlevnederne: Knud udmærker sig både ved lærdom og dyd i en sådan grad, at Djævelen i sin misundelse forleder Knuds brødre og andre til avind, så at han en tid må flygte til Sverige.

I kapitlet om Knuds kongegerning fremhæves hans barmhjertighed mod de fattige og hans trofasthed mod kirken.
Mere konkrete ting er to love: at kirken skal have tiende, og at udlændinge skal regnes som medborgere.

Begge love skyldes Knuds omsorg for at lære folk rette kristelige dyder.
Det planlagte togt til England for at befri angelsakserne fra Vilhelm Erobrerens åg indføjes også i denne pædagogisk-missionerende virksomhed: Han vil øve krigernes sind ved nattevågen, sult og møje, så de ikke forfalder til letsind og fylderi.
Oprøret, der fører til Knuds død, er udtryk for det af Djævelen ophidsede folks modstand mod kongens fromme iver.

Det nævnes, at Knud dør med armene udstrakt i korsform og at han gennembores af en lanse i siden som en analogi til Jesu lidelseshistorie.

Som det i mange passioner skildres, hvorledes forfølgeren lider en retfærdig straf, således også her: Sygdom og hungersnød rammer det danske folk.

– Ikke sponsoreret kultur og information